Sundhedsapp til kørestolsbrugere

En ny app skal give kørestolsbrugere inspiration til træning og gøre det muligt at måle resultatet af træningen. Den app vil selskabet AnyBody Technology A/S udvikle i samarbejde med Bevica Fonden, fitnessinstruktør og kørestolsbruger Cathrine Guldberg – og en række andre eksperter. Projektet bliver skudt i gang i september 2018. Den første testversion forventes at være klar i slutningen af 2020.

Hvordan kan man som kørestolsbruger tælle ”skridt” og nå op på de anbefalede 10.000 skridt om dagen? Eller sætte mål for sin træning og følge resultatet? Netop de spørgsmål er omdrejningspunktet for udviklingen af sundhedsappen MoveChair. Ambitionen er at udvikle en app, der skal give inspiration til træning for kørestolsbrugere, og hvor resultatet af træningen skal kunne måles. Præcis som man kender det fra andre sundhedsapps – og så alligevel ikke. Man kan ikke tælle skridt og måle løbedistance, men man kan så i stedet måle udviklingen i muskelstyrke, forbrænding og tilbagelagt distance ved brug af manuel kørestol. Planen er også, at app’en skal inspirere til træning, der har fokus på både styrke- og pulstræning. Og der er behov for forskellige initiativer, som kan understøtte fysisk aktivitet, fortæller Thorkild Olesen, formand i Danske Handicaporganisationer:
”Mennesker med handicaps har brug for at leve et sundt og aktivt liv ligesom alle andre. Undersøgelser viser desværre, at mennesker med fysiske handicap får flere livsstilssygdomme og er mere overvægtige. Det er derfor rigtig godt, at sundhedsfremmende initiativer bliver udviklet, så mennesker med handicaps får et
sundt liv.”
Cathrine Guldberg, fitnessinstruktør og selv kørestolsbruger, ser frem til at deltage i udviklingsarbejdet som sparringspartner for projektet:
”Jeg har selv savnet inspiration til min træning og måttet udvikle mine egne øvelser og træningsprogrammer, så inspiration er vigtig. Men en lige så stor motivationsfaktor er at kunne sætte sig nogle mål og rent faktisk måle det. Det savner jeg i dag.”

Yderligere information
AnyBody Technology A/S, tlf. +45 96 35 42 86, sales@anybodytech.com 

Bevica Fonden, tlf. +45 50 60 06 60, info@bevica.dk 

Om AnyBody Technology A/S

 AnyBody Technology A/S er et spinoff fra Aalborg Universitet, og blev stiftet i 2002. Selskabet har siden starten udviklet software til analyse og simulering af det menneskelige bevægeapparat. Selskabets produkter bruges på verdensplan af industrier inden for bl.a. ortopædi, rehabilitering, sport, rumfart og forsvar. 

http://www.anybodytech.com/